Røverne fra Rold
Historien om Røverne fra Rold går helt tilbage til 1800-tallet. Dengang fandtes der et stort røvernetværk, der hærgede i hele Himmerland. De var berygtede og farlige og bestemt ikke bange for at gøre folk fortræd, for at få det de ville have fat i.
Du kan booke de berømte røverne til dit næste arrangement i og omkring Rebild, Rebild Bakker og Rold skov. Læs mere her:
Tre røvere gjorde sig særligt bemærkede.
Bettefanden (1801 – 1870) – eller Johannes Jensen, som han var døbt, var en lille mand på kun 145 cm og med krum ryg. Han var let genkendelig på grund af denne særlige kropsbygning, og det var ikke ligefrem ønskværdigt for en røver, der helst skulle undgå at blive fanget. Han fik sit røvernavn ”Bettefanden” under et røveri, hvor det gik ud over en gammel kone. Han havde fået fat i en koskind, hvor hornene sad på endnu, og med dette over ryggen en mørk aften, brød han ind i den stakkels kones hus. Hun blev naturligvis skræmt fra vid og sans af den krumme skikkelse med horn i panden og i mørket forvekslede hun man med Fanden selv. Af samme årsag lod hun Bettefanden røve sit hus. Selv slap hun uskadt. Ikke alle Bettefandens ofre var så heldige. Da røvernetværket blev opbrudt, blev Bettefanden dømt for 47 forbrydelser og var resten af dine dage tugthusfange på Holmen i København.
Lorentz Meyer (1800-1878) fik opkaldt Røverbandens navn efter sig, da han blev fanget som den første, da røvernetværket blev optrævlet. Det var egentlig Bettefanden, der var bandens leder. Lorentz Meyer var uddannet som skomager, men han havde et vildt natteliv, der kostede mange penge. Pengene fik han fra røverier og indbrud, og han var ligeglad med, hvem ofrene var. Det første begik han endda hos sin egen mester. Det siges om Lorentz Meyer, at han var yderst svær at holde indespærret. Sagnet fortæller, at han altid gik rundt med et stykke metal i munden, som han brugte til at save låsen op med, hver gang han blev spærret inde. Han blev dømt for 82 forbrydelser og til et livsvarigt tugthusslaveri på Holmen i København.
Petronillen var Lorentz Meyers elskerinde, og hun var bestemt heller ikke et venligt bekendtskab. Også hun var røver – en af de få kvindelige endda – og hun var ikke bange for, at trække kniven frem for at true sine ofre under røverierne. Det vides også, at hun har brændt flere børn på kakkelovnen med fuldt overlæg. Hun blev dømt for 14 forbrydelser og straffen bestod i offentlig piskning eller kagstrygning, som man kaldte det dengang.
Røveroverfald i dag
Gennem tiden er røverne blevet stærk romantiserede, og møder du dem i dag behøver du hverken være bange for liv eller lemmer. 1800-tallets himmerlandske befolkning ville gøre alt for at undgå de farlige røvere, men i dag er det en stor oplevelse at møde dem ved forskellige arrangementer og vandreture.
Røverne huserer altid i flok. De er ikke altid lige rare, de kan godt være lidt væmmelige og støjende. Helt rene og nystrøgne er de nu heller ikke. De har det med altid at ligge på lur et eller andet sted i skoven og overfalde sagesløse, anstændige folk, der vandrer rundt og nyder naturen.