
Orienteringsløb i Rold Skov
Orienteringsløb i Rold Skov er en sjov aktivitet for både familier og motionister. Her kan du udfordre din stedsans og samtidig opleve skovens smukke natur.
I Rold Skov er der etableret en række faste poster til orienteringsløb.
At finde posterne er en sjov aktivitet for både familier og motionister, hvor du samtidig får set smukke områder af skoven. Et kort viser dig vej til posterne, som er afmærket med let genkendelige pæle.
Du skal hele tiden sammenligne kort med terrænet, så du får afprøvet din stedsans.
Orienteringsklubberne har naturen som idrætsplads og tegner selv de meget nøjagtige orienteringskort med tydelige stiangivelser. Posterne er markeret med en cirkel og et tilhørende tal, mens de tilladte veje og stier er angivet med sorte streger. Yderligere information om signaturforklaring.
En tur med orienteringskort kan blive en spændende og herlig dag i skoven med frisk luft, hjernegymnastik og god motion.