Gravlev Kilde
Gravlev Kilde er en af Danmarks største og smukkeste bassinkilder, hvorfra krystalklart vand pulserer op fra bunden og løber ud i Gravlev Sø
Gravlev Kilde er en stor, smuk bassinkilde. Fra udsigtspunktet - 15-20 meter oppe - er kilden et fabelagtigt, krystalblåt syn med vandet pulsende op i bunden. Kilden er skabt ved gravning efter vejmateriale. Fra kilden løber 100-150 liter i sekundet ud i Gravlev Sø, hvilket gør Gravlev Kilde til en af Danmarks største.
Gravlev Kilde har haft en omtumlet tilværelse. Kilden er måske årsag til, at kirken blev bygget netop her i 1100 tallet? Kilder var ofte hellige steder i oldtiden, så her kan have ligget et gudehov, et tempel for de nordiske guder. Kirken har måske meget praktisk afløst hovet, i alt fald er mange kirker beliggende påfaldende nær en kilde. I middelalderen fungerede kilden som helligkilde.
Hovedvejen blev i 1938 anlagt oven på kilden, hvis udspring blev presset mod øst. Kilden fødte gennem et halvt århundrede et dambrug.
Det smukke "naturlige" kildefelt neden for bassinet, og den snoede kildebæk, er resultat af et naturgenopretningsprojekt, som Naturstyrelsen gennemførte i 1995.
Men kildevandet løber uanfægtet, til glæde for sjældne smådyr, ørreder, isfugle, bjergvipstjerter og vandstære. Hvis man besøger kilden en stille vinterdag, kan man se havørrederne gyde i kildebækken.
Find Gravlev Kilde på Rebild Bakker kortet (32) vest for Gravlev Sø i Gravlev by.
Det er muligt at parkere på parkeringspladsen ved siden af kilden.
Tekst af Naturstyrelsen. Læs mere fra Naturstyrelsen her.
GPS-koordinater:
DMS 56°50'45.2 N 9°49'00.9 E
DD 56.845839 9.816917