Gl. Skørping Kirke
Landsbykirke
Skørping Kirke er fra 1100-tallet og har været kendt som valfartskirke.
Bjælkeloftet i skibet er endnu som i romansk tid. Tårn og våbenhus er fra gotisk tid. Norddøren er helt bevaret og benyttes som indgang. Dens tympanon (overligger) viser en buerække, ialt syv buer som kunne være et billede på skabelsens syv dage. Syddøren, som nu er tilmuret, har tympanon med indhugget kors - forløsningens symbol. I dronning Margrethe 1.'s tid blev mod syd tilbygget et kapel, der nu fungerer som tværskib.
Et spadestik under kapellets gulv, løber det kildevæld, der giver vand til brønden "Helligkorskilden" ude på kirkegården. Kilden skulle have helbredende virkning. Der blev holdt kildemarked her til 1890. I kapellet lod dronning Margrethe 1. i 1392 rejse et Helligkorsalter. Her skulle præsten i Skørping hver fredag, dagen hvor Jesus blev korsfæstet, læse en messe.
Alterbordet er det oprindelige og er af granitkvadre. Døbefonten er også romansk. Dåbsfadet og dåbskanden af messing er fra 1880. Altertavlen er fra omkring 1600 – højrenæssance tid.